Brasilien er et af de såkaldte BRIK-lande og er bl.a. karakteriseret ved at have undergået en særdeles favorabel økonomisk udvikling de seneste år. Der er således tale om et dynamisk marked med tiltagende dansk virksomhedsinteresse – en interesse der forventes at blive styrket de kommende år. Det Danske Generalkonsulat i São Paulo – der koordinerer den officielle danske eksportfremmeindsats i Brasilien – står derfor overfor nye udfordringer og har derfor bl.a. valgt at udvide sin praktikantstab. Generalkonsulatet søger derfor løbende nye praktikanter. Praktikantperioden er som udgangspunkt 6 måneder, men der er også mulighed for at indgå en 12 måneders praktikantaftale. Arbejdsopgaver Generalkonsulatet beskæftiger sig primært med eksportfremme og praktikanten vil derfor indgå som en del af den kommercielle medarbejderstab. Praktikanten vil skulle understøtte generalkonsulatets eksportrådgiveres arbejde i relation til servicering af danske virksomheder, der ønsker at udnytte de kommercielle muligheder som det brasilianske marked tilbyder. Konkret kan der således være tale om arbejdsopgaver, der er knyttet til alle dele af et eksportforløb – herunder markedsundersøgelser, identifikation af samarbejdspartnere, gennemførelse af besøg samt deltagelse på udstillinger. Praktikopholdet vil være en god mulighed for at understøtte de teoretiske færdigheder med praktisk erfaring fra et dynamisk og udfordrende marked. Kvalifikationer Ansøgeren skal være tilmeldt et studium på en højere dansk eller udenlandsk læreanstalt under praktikopholdet. Det vil være en fordel såfremt praktikanten har kendskab til portugisisk eller spansk. Vi forventer os derudover en dynamisk og udadvendt medarbejder, der ikke er bange for nye udfordringer. Det vil blive stillet krav til proaktivitet og selvstændighed – men altid med solid opbakning og kyndig vejledning fra generalkonsulatets eksportrådgivere. Praktikvilkår Praktikopholdet er ulønnet, men generalkonsulatet yder et månedligt tilskud til delvis dækning af leveomkostninger i São Paulo. ***** Hvis du er interesseret – eller i øvrigt har spørgsmål – bedes du kontakte generalkonsul Nicolai Prytz – e-mail: nicpry@um.dk, telefon: +55 11 2127 0750